esmarck

24. februar 2009 (Hamner Springs)

 

Så er dagene lige så stille gået. Vi er draget nordpå, for vi har nu sørget for at den sydlige del af Sydøen ikke længere er ramt af tørke..det er nordenden af øen så desværre heller ikke længere! Det er derfor godt, at vi bare kan pakke vores grej og drage afsted, hvilket vi fortsat vil gøre i morgen, hvor vi satser på at nå Motueka på nordkysten.

Lige nu befinder vi os på en campingplads i Hamner Springs, som vi ankom til i formiddags. Stedet er lidt fra standard-ruten, men et godt sted at besøge, hvis man kan lide at bade i varme kilder udendørs - og det kan vi..sammen med en masse gråhårede! Vi har brugt nogle timer i diverse bassiner med højere og højere temperaturer, mens Alberte først sov i klapvognen derefter kiggede på alle de skønne skabninger, der gik rundt i badetøj i relativt koldt regnvejr. Det var rigtig dejligt at bruge en grå dag på disse kilder og godt matte af al varmen er ungerne netop gået til køjs - Freja med en hel stak pandekager i maven!

Vores planer er løbende blevet justeret, for længe overvejede vi om vi skulle se Mt Cook eller køre langs vestkysten - begge dele skulle være utrolig flotte. Begge dele blev dog droppet for vejrudsigten var ret skidt, hvilket ikke er overraskende på de kanter for vestkysten er det vådeste område i landet, hvor adskillige meter regn falder hvert år. Kombineret med at vi havde doneret en anselig mængde blod til sandfluerne mod en masse kløende stik gjorde udfaldet for vestkysten, som skulle være disse bevingede banditters højborg. Chancen for at se Mt Cook var samtidig ret lille, da skyerne hang tungt om De sydlige Alper, så vi valgte at køre lidt tjept nordpå for at få så meget tid i Abel Tasman National Park som mulig.

Således tog vi først en stille og rolig dag d. 21. feb og kørte et par timer til Queenstown, som sjovt nok hedder Dronningebyen hos os. Her lærte Freja kunsten at elske outdoor butikker! Det var stort set det vi gjorde ud af denne by - men det gjorde vi til gengæld også godt! Hele eftermiddagen traskede vi rundt og shoppede i dette mekka - især nogle af deres helt fantastiske uld-produkter fra alpine får (Merino) fik vi købt. Byen er lidt af et turist cirkus i en grad vi ikke tidligere er stødt på i NZ. Vi overnattede i byen mens det stormede og regnede og sendte nogle velmenende tanker til vores naboer i fladt telt!

Dagen efter om formiddagen tog Jens og Freja ud og sejlede jetbåd på Lake Wakatipu ved byen og nogle nærliggende floder (www.kjet.co.nz). Det var vist en ret fed oplevelse! I hvert fald var de helt på toppen og havde "slet ikke været spor bange". Sådan en slags oplevelse skal man næsten have med sig fra denne by, hvor alt outdoor action er muligt. Så hvis man ikke lige er til bungy jump, så er der masser af andre muligheder. Vi skulle selvfølgelig også lige se elastik-vovehalsene fra broerne i aktion, så efter sejlturen kørte vi afsted mod Wanaka og gjorde holdt ved et bungy jump sted lidt udenfor Queenstown. Ingen af os skulle være modige.det ville jo være synd for Freja, hvis hun blev bange for hvad der kunne ske os ;-( Nej, tiden er bare en anden nu, så suset er ikke så stort et ønske - det kan være det kommer igen. Evt. på den klimakterietur Jens gætter på at jeg en dag skal på..

Udenfor Wanaka gjorde vi holdt i Puzzle World som vist bedst beskrives som en legeplads for alle aldre. Intellektet stimuleres med diverse puslespil, mysterier og hologrammer. Perspektiver bliver manipuleret med skrå gulve og en kæmpe labyrint gav os mere motion end vi egentlig vil være bekendt at indrømme. Stedet var ved at blive godt affolket og de stædige forældre med Alberte på maven insisterede på at man ikke snød, men gennemførte hvorefter de ledte vejen ad de samme stier igen og igen og igen...til sidst var det faktisk Freja der endelig fik os ud. Det var et ret sjovt sted og alt afhængig af ens evner i en labyrint og ønske om at løse diverse udfordringer skal man sætte ret god tid af. Wanaka fik vi ikke rigtig set for vi endte på den anden side af byen i Glendhu Bay, som lå utrolig smukt for foden af Lake Wanaka. Aftenen var smuk og det var næsten klaret helt op, så vi kunne sen nogle af de omkringliggende bjerge - det syn var desværre væk om morgenen. Det var da vi tjekkede vejrudsigten her, at vi besluttede at tage en lang køredag og komme så langt mod nord som muligt for både i bjerg- og kystområderne stod den på skyer og regn.

D. 22. kørte vi derfor fra Wanaka til en lille by lige nord for Christchurch (Woodend Beach) - så ville Alberte ikke mere. Hun havde også gjort det helt fantastisk og vi havde egentlig kun holdt en rigtig lang pause til frokost, hvor vi tilfældigvis havnede i en helt fantastisk cafe i Twizel. Ellers var det bare blevet til en extra resteplads servering af grød og mælk, så da hun begyndte at brokke sig, fandt vi hurtigt et sted at slå lejr. Freja var ellers godt underholdt på turen for den lille skærm kørte non-stop med diverse børnefilm hjemmefra. Det er ellers ikke så meget at den har været i gang - dels fordi vi ikke har kørt så mange lange stræk og dels fordi hun hygger sig ret godt med at sidde vsa Alberte og lave ansigter eller holde i hånd.

Fra Woodend Beach har vi så kørt til Hanmer Spring i dag.















Derfor, hvis man skal summere de sidste par dage op, så har de været præget af transport og kedeligt vejr med diverse sjove indslag undervejs. Jeg må indrømme at jeg er ærgerlig over ikke rigtig at få set Alperne eller Vestkysten, men vi kan bare ikke nå alt, og nu må vi vist hellere prioritere at få lidt sand mellem tæerne. Vi har også været meget på farten og ikke haft mange stop, hvor vi har været flere dage af gangen og det kunne være fint at få sådan nogle. Når det er sagt, så synes jeg at transport, sammenpakning mm går meget gnidningsfrit. Jeg havde egentlig ikke troet at vi kunne "tillade" os at være så mobile i forhold til pigerne. Én af årsagerne er nok, at bilen er så relativ stor som den er; og så er det også bare en god ting at kunne være sammen så meget tid. Freja bliver selvfølgelig lykkelig over at få noget badeferie på et tidspunkt, men hun suger også til sig af de oplevelser hun får nu, og vi har efterhånden fundet vores rytme. Men ro, regelmæssighed og renlighed er langfra noget vi dyrker i samme grad som hjemme. Trods det er Alberte glad og tilfreds og meget uproblematisk at rejse med - nu er det også en meget stor praktisk hjælp, at hun stadig har en alder, hvor hun kan ammes. Så når hun brokker sig, retter vi ind og har heldigvis tiden og friheden til at gøre, lige hvad der passer os. Det er bare skønt!