esmarck

20. februar 2009 (Te Anau)

 

Så er vi tilbage igen på campingpladsen vi var på tidligere på ugen. Oven i købet på samme plads, så der er ro i sjælen. At komme tilbage i campingvognen efter en enkelt overnatning på båden var helt som at vende hjem.

 

Siden sidst har vi set det alle der tager til New Zealand vist ser - i hvert fald dem der rejser på sydøen.. nemlig Fiordlandet. Det kan naturligvis gøres på flere måder: fly, helikopter, vandre, kajak og båd. Det er især to områder det drejer sig om; Doubtful eller Milford Sound, men der findes bl.a. også Dusky Sound som er den største, men også meget alsidiges, hvor den eneste kommercielle vej er luftvejen. Generelt er hele denne del af landet, som indgår i Fiorland National Park, ganske uberørt og det kræver vist sin vildmand at bevæge sig ind i området. Der er 14 fjorde i alt og Doubtfull Sound, som vi valgte at bruge tiden , er den midterste. Det der gjorde udfaldet af valget af denne fjord var, at den skulle være mere øde, da den ikke er så let tilgængelig som Millford Sound. Og det holdt helt stik!

Vi tog afsted tidligt om morgenen, hvilket pressede os helt vildt for normalt får vi først snøvlet os ud af campingpladserne op ad formiddagen. Første ben på vejen var at krydse Manapouri-søen. Som den times tid sejladsen varede skred frem delte skyerne sig efterhånden og den tætte morgenhimmel afløstes af høj himmel. Bjergsiderne ned til vandet trådte frem, og der var simpelthen så smukt!

Da vi nåede til West Arm, hvor en bus skulle transportere os videre, var der nogle ret tamme Kea'er (alpine papegøjer), der kom meget nær, så vi tydeligt kunne se deres store næb og fjerdragt fra få meters afstand. De tre kvarters transport fra West Arm (et stort vandkraftværk) til Deep Cove, hvor båden lå, var ad en vej skåret gennem regnskoven. Vejen blev bygget i forbindelse med vandkraftværket og er til dato den mest kostbare i landet. Ganske forståeligt for det er igennem The Middle of Nowhere og op og ned ad bjergsider! Langs vejen er der for hver 200m opstillet fælder til små rovdyr som i tidernes morgen skulle udrydde de udsatte kaniner, men som desværre faldt så godt til at de også er ved at udrydde alle fuglene - så meget for biologisk bekæmpelse i et så isoleret og sårbart miljø. Projektet virker umiddelbart fuldstændig urealistisk for få meter fra vejen er skoven tyk og områderne enorme, men tilsyneladende har indsatsen resulteret i at fuglebestanden er steget med 30 procent.

Vi nåede efterhånden havnen og båden som vi skulle overnatte på sammen med seks andre turister. Lad det være sagt med det samme - vi var rigtig glad for valget af denne lille udbyder (www.fiorlandsexpressen.co.nz) for det var rigtig hyggeligt at være i lille selskab midt ude i dette øde område. Alternativt kan man tage med en stor udbyder (www.realtours.co.nz) hvor man får egne kahytter, buffet mm, og ikke som her, hvor vi alle 10 skulle sove i samme rum, cosy! Vi blev budt velkommen med champagne og tøffede snart af sted ud i fjorden. Vi trak gennemsnitsalderen væsentligt ned og var de eneste med børn, så det var ret spændende hvordan natten ville forløbe. Men alle var søde og virkede tolerant,e så det skulle nok gå.

Vi sejlede afsted og nød fjordlandskabet dels indefra kahytten, dels udefra og endte helt ude ved det Tasmanske Hav, hvor der var nogle små øer, som vi sejlede helt tæt på (få meter), så vi kunne se søløverne dybt i øjnene. Der var masser, og flere små unger der hoppede rundt på deres luffer. Nogle lå og skvulpede i vandkanten i de store brede strimler tang (10-20 cm * mange meter), andre svømmede rundt mens de mere "seniore" lå på klipperne og lignede nogle der fordøjede alt for mange fisk. Freja var helt optaget af det - især ungerne var "nuttede, fjollede og frække". Vejret var desværre gået i modsat retning end opklaring, og da vi stod og fik håret hvirvlet op af vestenviden fra det Tasmanske Hav, kom regnen også så småt. Aldrig voldsomt, blot en let regn. Hmmm, det var nu ret ærgerligt og desværre vejret på det meste af turen. Skyerne hang relativt lavt, så vi ikke kunne se bjergsidernes toppe, men omvendt regnede det ikke nok til at vandfaldene begyndte at springe frem alle vegne, som de efter sigende skulle kunne. Der var ikke noget at gøre ved det - vi havde tilsyneladende opbrugt vores kvote af godt vejr, som vi egentlig har haft indtil nu. Men det der var meget fascinerende var, hvor øde det hele var. Jeg havde en halv times tid for mig selv ved stævnen, hvor jeg bare stod og nød udsigten, mens vi bevægede os gennem fjorden med tætbevoksede bjergsider på hver side. Det var ganske forunderligt - ikke et eneste skib dukkede op og alt i alt var det meget få vi så, trods det store område vi dækkede. Men noget der egentlig var lige så bemærkelsesværdigt var, at der var meget begrænset fugleliv. Det blev til nogle måger og måske også en lom - svært at se for den dykkede idet jeg fik øje på den. Men med de omgivelser og det fyldte hav, ville jeg have forventet mange flere rovfugle.

Når man er indrette som jeg, hvor hvert et hjørne helst skal passeres før nysgerrigheden får ro, er dette område en stor oplevelse. Landskabet ændrer sig hele tiden, nye øer dukker op og placerer sig konstant anderledes i forhold til hinanden. Det mindede på sin vis om vores tur gennem skærgården fra Åbo i Finland til Stockholm med mange kringelkroge - blot meget meget højere bjerge. Skyformationerne gjorde også sit (blå himmel havde da også været ok) idet de nogle gange opdelte bjergene i vandrette skiver med toppe der svævede frit på himmelen.

Maden skulle vi selv stå for. Så fiskestænger blev gjort klar ved at Mandy (som den kvindelige halvdel af besætningen hed) fangede en fisk, skar den op og fordelte den på krogene med nogle ordentlige blylodder, for der var langt ned til bunden. Hun var ret cool og lod sig ikke gå på af at hundredvis af sandfluer angreb hende. Sandfluer er vestkystens små djævle der bider så der kan mærkes og klør som bare F... De har vist altid været en plage og efter sigende gned de gamle guldgravere sig ind i råddent fårekød for at få fred - så må man være relativt glad for guld! Vi andre med tyndere hud gned os ind i diverse kemikalier, hvilket gjorde det udholdeligt at stå derude og håbe på fiskebid frem for sandfluebid. Freja fulgte livligt med og heppede mens de voksne prøvede at hale lidt aftensmad ind. Jens var klart mere succesfuld end jeg, til trods for at vi på skift var indenfor og passe Alberte. Imens vi fiskede var besætningens mandlige halvdel (Richard) taget ud for at dykke med to af de amerikanske gæster om bord. Det var helt fantastisk hvad de kom op med - udover et par søpindsvin havde de massevis af hummere! De var store og flotte og man kunne kun glæde sig til at sætte tænderne i dem - friske, direkte var Doubtfull Sound - på Doubtfull Sound! Inden vi sejlede videre kastede Richard lige snøren i vandet et par gange og hev den ene fisk op efter den anden og til sidst en lille haj - ret cool. Jeg forstår det ikke: samme stang, samme madding! Hajen blev sluppet fri igen.den var ikke aftensmad!

Da vi kastede anker for natten i en lille bugt for foden af et vandfald fik vi mulighed for at komme i kajakkerne. Jens og jeg tog en tur på skift og nød hver især at komme ud og padle i disse omgivelser. Dejligt at få rørt sig, og sjovt at komme så tæt på kysten, at man kunne sejle under nogle af de træer, der voksede ud over vandet. Der er en utrolig frodighed - det regner også 6-8 meter per år! Men det er nu ikke derfor at skoven kaldes en tempereret regnskov - det skyldes at skoven er så tæt i toppen at der skabes to økosystemer - ét i toppen og ét på skovbunden.

Aftensmaden blev tilberedt af Mandy og Richard og serveret af flere omgange. Først kom der Jens's fangst på bordet tilberedt som sushimi ved at marinere den rå fisk i soja og med wasabi til. Freja lappede det i sig! Dernæst kom der søpindsvine-æg..en delikatesse i Japan, men ikke i min mund. Det var en salt klat som ikke var særlig interessant. Og så kom de! En halv hummer til hver - en ordentlig bandit, som man blev godt mæt af, selv om der ikke var andet end mayonaisse til. Det var bare SÅ fedt! Den rene luksus at sidde sådan et sted på Jorden og spise sådanne rigdomme! Endelig kom fiskene på bordet efter at have været i den store oliegryde - tilberedt som fish and chips. Fantastisk - måtte overlade kartofler til sig selv og bare tage for sig af de store mængder af helt frisk fisk som smagte rigtig godt! Det må vi prøve at lave over bålet derhjemme! Freja var til sidst helt udsolgt og faldt heldigvis hurtigt om kuld trods rumsteren fra de ti andre sovekammerater. Alberte lagde sig også - sov hele natten, så vi var de lykkelige forældre til to super seje rejsepiger, der bare klarer det hele uden et kny. Det gør det hele meget meget sjovere og er meget selvforstærkende til at kaste sig ud i nye eventyr! Næste morgen kunne vi konstatere at sandfluerne ikke havde sovet lige så godt igennem som Alberte, men heldigvis var det kun Jens og jeg der havde haft den rette smag.

Turen tilbage om morgenen var ganske fredelig med stort morgenbord og ellers transport i modsat rækkefølge af udturen. Da vi ankom til Manapouri kørte vi til Fiordland visitor center for at høre lidt om Millford Sound, for vi havde forstået at vejrudsigten var ret skidt for de kommende dage og vi gad ikke køre de to timer hver vej for ingen udsigt! Så indstillede på at drage mod Queenstown (eller Dronninge-byen som Freja ynder at kalde den) fik vi en second opinion, som vi ikke fortryder, for det var en stor oplevelse at tage derti,l selvom vejret ikke var fantastisk..og dog. Nu fik vi virkelig bonus for regnvejret, der havde hængt over os siden morgenstunden. Efter en times kørsel kom vi nemlig ind til et meget stejlt bjergområde med kæmpestore lodrette vægge som så ud som om de var punkterede. Overalt piblede det frem med vand, der blev til kæmpestore (højde, ikke mængde) vandfald der gjorde klippevæggene helt stribede. Det var et imponerende og meget råt syn, hvor man godt kunne savne sin bil med glas i taget for hovedet var konstant vredet halvt af led for at få mest muligt med. Vi nåede Millford Sound, som ikke er meget mere end et par hoteller og et færgeleje hvorudfra masser af ture går. Vi holdt os nu på land denne gang og blev blæst godt igennem af en varm vind mens vi kiggede på delfiner i havnebassinet og de stejle klippesider omkring os. Det var hele køreturen værd!

Tilbage i Te Anau, campere vi som nævnt i vante omgivelser og skal nu bare have en rolig formiddag i morgen for dagen i dag blev mere omfangsrig end planlagt.