esmarck
Næste dag på vej tilbage fra Otago Peninsula gjorde vi holdt i Cadbury World - en chokolade-fabrik i Dunedin. Iklædt hårnet fulgte vi en meget lilla dame rundt i fabrikken, og selvom alt foregik på engelsk, og der egentlig ikke var så meget spændende at se på, var det en stor succes, for vi blev hver udstyret med en pose, der jævnligt blev fyldt med diverse chokolade produkter i..selv Alberte blev tildelt en pose. Freja endte med sit livs største slikpose og bredeste smil!
Det var så også alt vi fik gjort ud af den by! Vi kørte af sted mod Southern Scenic Route, som vi ramte i Balclutha, med helt ro på bagsædet - chokoladefabrikken havde været en stor opleelse! Vejret var blandet, så det var helt perfekt, da det klarede op, netop som vi steg ud af bilen, for at vandre ud på spidsen af Nugget Point. Det var et helt fantastisk sted! Vi gik på højderyggen af en odde hvor skrænterne gik stejlt ned (ca 100 meter) til havet på begge sider.
Bølgerne brusede og i små indsøer skabt af tidevandet boltrede de unge søløver sig mens deres "morfar" og "farfar" lå og slappede af i solen. Da vinden blæste lyden op ad skrænten kunne vi høre mange af deres lyde.
Helt ude på spidsen ved fyret var udsigten storslået. Bølgerne slog ind på øerne der stak 50-100 meter op af havet mens solen skinnede. Først var der ingen dyr at se, indtil vi opdagede at alle de små sorte pletter hele vejen op af øerne klippeside var sæler. Klipperne var helt plastret til af sæler der lå og nød eftermiddagssolen og nogle havde klaret langt for at få de øverste pladser - det så helt umuligt ud. Det var svært at komme derfra - det var så flot og imponerende!
 













Men vi skulle videre, for Freja blev godt mør i benene og Alberte skulle have lov til at sove andre steder end på min mave - hun er ellers blevet helt god til at falde i søvn lige så snart hun kommer i bæreselen - det er rigtig hyggeligt. Det var ved at blive sent og selvfølgelig drillede det med at finde et sted at campere for det er et relativt øde område vi efterhånden har fået bevæget os ind i .. den sydligste ende af New Zealand! Samtidig var Freja's tålmodighed ved at slippe helt op for vi måtte jævnligt gøre holdt for at forevige området - der var simpelthen så dejligt, og den sene eftermiddagssol gjorde det uimodståeligt at gøre holdt. Den campingplads i Papatowel, som vi havde satset på, kunne vi selvfølgelig ikke finde, så vi prøvede at finde et freecamping-sted, men dette var heller ikke let for det kræver at der er ret plant og der er ikke mange sideveje i disse områder man kan udforske. Vi prøvede stedet her med denne udsigt - havde ikke været dårligt. 
                                     
Endelig dukkede en uventet campingplads frem umiddelbart efter Cathedral Caves. Perfekt, for stemningen var efterhånden presset og pigerne gad ikke mere sidde fastspændt, men trængte til at komme ud og spille bold og få lidt aftensmad.
En lidt sløv start dagen efter blev timet af at vi gerne ville se Cathedral Caves, som kun er tilgængelig to timer på hver side af lavvande. For at nå grotterne, skulle vi gå en halv time gennem regnskov - så regnskov er åbenbart ikke kun noget der findes i tropiske egne! En sti var skåret gennem skoven af kæmpebregner og store gamle træer. 
Der var både lianer og eksotiske fuglelyde, så da vi kom ned til den meget store hvide strand badet i sol, var man helt hensat til Robinson Kruse. Bølgerne der kom fra Antarktisk (i hvert fald fra syd) skyllede lige så stille ind og vi kunne gå langs stranden til klippeformationerne der have skabt nogle kæmpestore grotter.

441,409

På klippesiderne sad muslinger og andre dyr og ventede på at tidevandet skulle vende tilbage mens gigantiske tangplanter var endt rundt omkring på stranden og inde i grotterne. Desværre ingen sæler som guidebogen ellers havde spået. Vejret var bare så dejligt og vi nød at rende rundt på stranden og lege med bølgerne og bare mærke livet, mens Alberte endnu engang sov fra hele herligheden - men det var nok også bedst!
Der var virkelig udsolgt på passagersædet da vi endelig kom af sted efter en frokost, så vi strøg derudaf stik vest hen over den sydlige ende af landet som er ganske fladt og præget af landbrug. Vi er nu endt på en campingplads 10 km vest for Riverton i Colac Bay. Det var held i uheld da den planlagte i Riverton var lukket og vi intet anede om denne. Det er et lille charmerende sted med nogle surfere og NZ-familier. Vi holder lige vsa. en hønsegård, så Freja er meget optaget af at øve sig på at fodre dem i håb om at vi også skal have nogle derhjemme.
Det var også en god måde at komme i kontakt med de andre børn på pladsen som hun har kastet sig ud i at lege med. Hun er ret frisk på udfordringen, men hun har heller ikke haft megen mulighed for at lege med børn, så hun nyder det trods sprogbarrieren. Så vi sidder her med en lille baby og nyder hvidvinen.