esmarck

31. marts (Opononi)

 

Jeg fik løbet en helt fantastisk tur næste morgen langs den kæmpestore Ninety Mile Beach mens solen første bløde stråler så småt kom over klitternes toppe. Udover mine fødder, var det kun fuglene, der havde lavet spor i sandet afbrudt med et hul hist og her, hvor de sikkert har stukket næbbet i sandet for at finde en lækker morgen-snack. Det er nogle fantastiske øjeblikke vi har på skift om morgenen, hvor vi tager en løbetur, mens den anden starter morgen-programmet med pigerne. Det er jo ikke så mange øjeblikke på dagen vi ellers har uden enten praktiske gøremål eller spørgsmål der skal besvares...og så når man kan få sin motion i sådanne omgivelser, er det slet ikke noget problem at blive motiveret og komme ud af fjerene.

Om formiddagen kørte vi nordpå for planen var at nå helt til spidsen af New Zealand. På vejen gjorde vi et rigtig godt holdt i Te Paki, som er en lille afstikker fra hovedvejen. Her findes der nogle kæmpe sandklitter - eller hvad det hedder, når det har den størrelse som de har. Udover at der er utrolig smukt, så er det også mulighed for at kælke eller suse ned af dem på bodyboard. Desværre havde vi ikke nogle med og troede egentlig, at vi kunne finde noget på vejen som vi kunne leje. Så det var en lidt surrealistisk oplevelse, at lidt efter vi var ankommet til destinationen og havde konstateret at der ingen boards var, kom en gammel beach-babe, Rose, i sin rullende udlejnings-biks og kunne frembringe kælk, boards og kolde drikke. Det kunne kun gå for langsomt med at komme op i klitterne og lege, så efter diverse optankninger gik vi afsted med Alberte på maven. Vi havde en fantastisk time alle sammen. Freja kælkede ned ad klitterne med et stort smil på for derefter at knokle op igen. Jens startede på board'et og det så bare rigtig fedt ud at suse ned ad klitterne, især da vi gik over på den store klit, hvor der virkelig kom drøn på. Da Alberte vågnede overtog Jens tjansen og jeg fik nogle ture på boardet - det var s. sjovt og hele gåturen op værd. Bare udsigten deroppe var helt fantastisk, for vi var midt i et sandlandskab under en blå himmel med lidt skyer. Ret perfekt vejr, for havde det været varmere, helt vindstille eller regn havde det ikke være lige så fedt. Så vi knoklede på en times tid og fik sand på og i hele kroppen og håret og følte os ret ristede bagefter. Men fedt, fedt, fedt og hele køreturen ud på halvøen værd. Den var ellers ikke så spændende, men vi er efterhånden også ret godt vant.

Da vi nåede Cape Reigna var Alberte i drømmeland, så vi delte os og Jens og Freja tog først turen ud til fyret og bagefter mig. Hun vågnede heldigvis mens de var væk, så jeg kunne få lidt tid med hende alene - det er nemlig ikke så ofte, at jeg har hende for mig selv i vågen tilstand - en ganske speciel barsel. Cape Reinga var et meget smukt sted med barske klippevægge, grønne flader, blåt hav med hvidt skumsprøjt og en flot klar himmel. Sådanne steder har altid fascineret mig - tænk at stå dér og se Det Tasmanske Hav møde Stillehavet i et kæmpe bølgesprøjt. Eller som maoriernes tro siger; at det er det mandlige hav (Tasmanske) der møder det kvindelige hav. Jeg kunne sagtens have brugt nogle timer med bare at stirre ud over havet og følge bølgerne til de klaskede sammen i et ordentlig brag, men disse "moments of zen" må vente til en anden gang - man kan ikke få det hele!

Vi kørte derefter hen til en nærliggende campingplads "Tapotupotu", som er en af DOC'erne. Hermed forstås én campingplads der ligger i en nationalpark, hvor komfort-niveauet er lavt, men til gengæld er naturoplevelsen så meget desto større. Vi har ikke helt fået brugt disse DOC'er i den grad vi til enhver tid vil anbefale andre, for de er typisk meget smukt placerede, men komfort-behovet og ønsket om legepladser har domineret vores valg. Endnu en nat med en fantastisk stjernehimmel med flere stjerneskud!

Dagen efter var vi godt klar over at familiens små personligheder, var ved at være lidt slidte, for det var ved at være lidt af en balancegang at komme relativt smertefrit igennem dagen. Det er efterhånden også blevet til megen rejseri, og vi har da også netop rundet de 5000 km. Alberte er vist mest plaget af at hendes gummer er godt ømme, mens Freja's hoved vist trænger til en pause og noget mere søvn. Derfor kørte vi kun nogle timer med direkte kurs til et sted ved stranden, Opononi. 20176 Campingpladsen ligger lige ved stranden og har en masse gedebukke gående rundt - stor underholdningsværdi! Freja sørger for at de får en varieret kost - ikke kun græs - og elsker at lade dem spise af hånden med deres bløde muler."og så stanger de slet ikke, mor". Den lille ferieby emmer af lavsæson, så der er god plads over det hele, men stadig is i køledisken, så det er lige til at klare. Efter en rolig og praktisk eftermiddag og aften, besluttede vi at tage en overnatning mere. Så her er vi for anden dag i træk i Oponon,i der ligger meget skønt tæt på vestkysten, blot lidt inde i en naturlig havn, Hokianga Harbour, hvor vi ovre på den anden side af vandet kan se nogle kæmpe klitter kalde på os, for dér kan der også kælkes og leges. Men vi styrede os i dag, og tog i stedet en slapper på stranden og samlede en hel masse sjove ting - bl.a. nogle forsteninger samt nogle af deres flotte skaller. Jens fik kastet snøren ud fra stranden - og så skete det!!! Han fik i den grad bid. Jeg må ellers indrømme, at jeg var lidt skeptisk for det lignede godt nok en ordentlig portion tang han var ved at hale i land, og han synes også selv, at det virkede ret underligt - men ikke desto mindre landede han en ordentlig rokke. Den baskede på livet løs med "vingerne" mens euforien gik over i en usikkerhed om, hvordan sådan en fyr skulle håndteres. Jeg var selvfølgelig en lille bitte smule bekymret for, at den skulle stikke ham, for han ville meget gerne have krogen ud. Heldigvis sprang linen, og en lokal helt fortalte, at den bare kunne sættes ud igen, for krogen ville den udskille indenfor et par dage - spændende! Det var sgu ret fedt, Jens var vist både høj af oplevelsen, men samtidig også lidt ærgerlig over, at der ikke var noget til aftensmaden - men hvornår vil han nogensinde igen få krogen i en rokke?! Eftermiddagen har også stået i lystfiskerens tegn, mens jeg har slappet af med pigerne i bilen og set en film selvom vejret efterhånden blev rigtig flot. Vi mødtes bagefter på stranden til eftersøgning af flere skaller og Jens endte med at have 3-4 gode fisketimer den dag, så vi har netop sluttet en rigtig dejlig dag af på den lokale restaurant og gået hjem langs stranden i den mest forunderlige solnedgang..lykke, lykke, lykke! Lige nu sidder jeg under stjernehimlen og nyder en lun aften. Efter sigende skulle det gode vejr nemlig være ovre for denne gang, så det kan være, at vi for første gang i meget lang tid ikke skal have shorts på i morgen. Vi er også så småt ved at være mætte på new zealandske oplevelser og vil mest sørge for at få slappet af de sidste dage, inden vi på søndag flyver til Sydney. Det er helt rart at føle, at vi har nået hvad vi ville - selvfølgelig kunne vi have brugt megen mere tid her og gjort mange flere ting, men vi har bestemt følelsen af, at den tid vi har haft her, har været helt fantastisk med enormt mange oplevelser - det bliver godt at læse dagbogen igennem på et tidspunkt, for der er allerede meget, der er langt væk, især for Freja, selvom de mest utrolige detaljer ind imellem popper op i hendes hoved. På det seneste har vi vist også været rigtig heldige med vejret og det gør alt andet lige rejselivet meget lettere.