Jeg fik løbet en helt fantastisk tur næste morgen langs den kæmpestore Ninety Mile Beach mens solen første bløde stråler så småt kom over klitternes toppe. Udover mine fødder, var det kun fuglene, der havde lavet spor i sandet afbrudt med et hul hist og her, hvor de sikkert har stukket næbbet i sandet for at finde en lækker morgen-snack. Det er nogle fantastiske øjeblikke vi har på skift om morgenen, hvor vi tager en løbetur, mens den anden starter morgen-programmet med pigerne. Det er jo ikke så mange øjeblikke på dagen vi ellers har uden enten praktiske gøremål eller spørgsmål der skal besvares...og så når man kan få sin motion i sådanne omgivelser, er det slet ikke noget problem at blive motiveret og komme ud af fjerene.
Om formiddagen kørte vi nordpå for planen var at nå helt til spidsen af New Zealand. På vejen gjorde vi et rigtig godt holdt i Te Paki, som er en lille afstikker fra hovedvejen. Her findes der nogle kæmpe sandklitter - eller hvad det hedder, når det har den størrelse som de har. Udover at der er utrolig smukt, så er det også mulighed for at kælke eller suse ned af dem på bodyboard. Desværre havde vi ikke nogle med og troede egentlig, at vi kunne finde noget på vejen som vi kunne leje. Så det var en lidt surrealistisk oplevelse, at lidt efter vi var ankommet til destinationen og havde konstateret at der ingen boards var, kom en gammel beach-babe, Rose, i sin rullende udlejnings-biks og kunne frembringe kælk, boards og kolde drikke. Det kunne kun gå for langsomt med at komme op i klitterne og lege, så efter diverse optankninger gik vi afsted med Alberte på maven.
Vi havde en fantastisk time alle sammen. Freja kælkede ned ad klitterne med et stort smil på for derefter at knokle op igen. Jens startede på board'et og det så bare rigtig fedt ud at suse ned ad klitterne, især da vi gik over på den store klit, hvor der virkelig kom drøn på. Da Alberte vågnede overtog Jens tjansen og jeg fik nogle ture på boardet - det var s. sjovt og hele gåturen op værd. Bare udsigten deroppe var helt fantastisk, for vi var midt i et sandlandskab under en blå himmel med lidt skyer. Ret perfekt vejr, for havde det været varmere, helt vindstille eller regn havde det ikke være lige så fedt. Så vi knoklede på en times tid og fik sand på og i hele kroppen og håret og følte os ret ristede bagefter. Men fedt, fedt, fedt og hele køreturen ud på halvøen værd. Den var ellers ikke så spændende, men vi er efterhånden også ret godt vant.
Da vi nåede Cape Reigna var Alberte i drømmeland, så vi delte os og Jens og Freja tog først turen ud til fyret og bagefter mig. Hun vågnede heldigvis mens de var væk, så jeg kunne få lidt tid med hende alene - det er nemlig ikke så ofte, at jeg har hende for mig selv i vågen tilstand - en ganske speciel barsel. Cape Reinga var et meget smukt sted med barske klippevægge, grønne flader, blåt hav med hvidt skumsprøjt og en flot klar himmel. Sådanne steder har altid fascineret mig - tænk at stå dér og se Det Tasmanske Hav møde Stillehavet i et kæmpe bølgesprøjt. Eller som maoriernes tro siger; at det er det mandlige hav (Tasmanske) der møder det kvindelige hav. Jeg kunne sagtens have brugt nogle timer med bare at stirre ud over havet og følge bølgerne til de klaskede sammen i et ordentlig brag, men disse "moments of zen" må vente til en anden gang - man kan ikke få det hele!
Vi kørte derefter hen til en nærliggende campingplads "Tapotupotu", som er en af DOC'erne. Hermed forstås én campingplads der ligger i en nationalpark, hvor komfort-niveauet er lavt, men til gengæld er naturoplevelsen så meget desto større. Vi har ikke helt fået brugt disse DOC'er i den grad vi til enhver tid vil anbefale andre, for de er typisk meget smukt placerede, men komfort-behovet og ønsket om legepladser har domineret vores valg. Endnu en nat med en fantastisk stjernehimmel med flere stjerneskud!
Dagen efter var vi godt klar over at familiens små personligheder, var ved at være lidt slidte, for det var ved at være lidt af en balancegang