esmarck

23. marts (Auckland)

 

Seks dage er gået siden sidst og vores plan med at køre efter solen lykkedes til fulde - vi har næsten ikke haft andet end sol og sommer siden vi krydsede bygrænsen til Rotorua d. 18. marts. Det var en meget enkelt beslutning at få pakket bilen hurtigst muligt og køre mod Tauranga ved nordkysten for himmelen var tung og våd. Vi gjorde et enkelt stop på vejen ved en Mamaku Blue, som er en blåbær-farm, der producerer alt tænkeligt indeholdende blåbær (fra syltetøj til vin). Vi satsede på et par hurtige gode råd (og en ordentlig omgang friske bær), da de ligger inde med 20 års erfaring i forhold til vores 3-4 år der endnu ikke har resulteret i nogen væsentlig høst. Med opfordring om at placere buskene meget solrigt kørte vi afsted med et kilo sure bær...!

Vi tog den direkte og meget smukke (og kringlede) vej, mens opklaringen efterhånden gjorde himmelen blå - fantastisk. Vi besluttede derfor, at rykke så langt ud på Coromandel-halvøen som vi orkede, hvor der skulle der være nogle fantastiske strande.  Det skal jeg lige love for holdt stik! Hen på eftermiddagen, efter en lang dag i bil, nåede vi nemlig til Hahei som ligger på østkysten nær nogle sjove steder vi evt. ville besøge (Cathedral Cove og Hot Water Beach). Campingpladsen lå i en bugt ud til en bred hvid strand med klitter. Vejret var fantastisk, så vi strøg straks ned til vandet og stak fødderne i. Freja var som en sæk lopper og smed alle kludene, mens hun sprang rundt i bølgerne lykkelig på den helkrops-måde, som børn er bedst til! Albertes fødder fik også sit første dyp i hav-vand - oplevelsen var næsten lige så spændende og underligt, som da hun bagefter sad på stranden og rodede i sandet med fingre og tær, mens jeg prøvede at fange hendes lyn-hurtige armbevægelser, så hun ikke slugte alt sandet på hænderne. Det er fantastisk at iagttage hende opdage verdenen igennem hendes fingre og aflæse på hendes ansigt om det er en god eller dårlig oplevelse. At nå til et så dejligt sted efter en så våd og kold morgen er lige præcis det New Zealand kan og som gør det så fedt at rejse her! De har alt indenfor meget små afstande - bjerge, hav, sko, by, kulde, varme, regn mmm. Det er på mange måder meget af det bedste vi har oplevet rundt omkring i verden i vores rejseliv komprimeret i ét land. Så da vi gik tilbage fra stranden dén aften og skulle have det praktiske aftenprogram kørt af staben gik Jens straks op og reserverede en plads med havudsigt til dagen efter for her måtte vi blive!

Vi tog således en dag mere, hvor det eneste fornuftige vi lavede var at flytte bilen, bade, bade, bade, læse glamour-litteratur, tjekke mulighederne for at snorkle i området og nyde endnu en fantastisk solnedgang. Freja havde fundet en tysk pige, som hun legede med så de fes lidt frem og tilbage mellem bilerne og ned på stranden og hoppede i bølgerne og samlede endnu en god portion skaller. Jens havde ellers lagt meget aktivt ud med at tage 38 billeder af solopgangen!

Det søde liv fortsatte vi endnu en dag, dog med en lidt mere aktiv start, da vi vandrede til Cathedral Cove, der er nogle klippeformationer længere nede ad kysten. Vi var heldigvis ret tidligt på den, for det var halvskyet hvilket passede fint da Alberte var på maven og stien ret kuperet langs den nordvendte kyst, som ellers betyder sol sol sol! Det gik fint nok at komme ned til Cathedral Cove selvom Freja er lidt sløj disse dage, for hun fik lidt tid på Jens's ryg og glemte trætheden, hvis man bare fik hende på andre tanker. Da vi nåede til Cathedral Cove var vi næsten de eneste på stranden. Det er nogle ret sjove og meget flotte formationer, hvor man ved lavvande kan gå gennem en kæmpe hvælving i klippen og komme ud på stranden i næste bugt. Da det hele må være lavet at meget blødt materiale var formerne bløde og lyse. Efterhånden som solen fik brændt sig igennem skylaget stod det hele meget smukt frem med det blå-grønne hav, hvide strand med vægge af klipper og ovenfor grøn skov!

Hjemme igen tog vi en slappe-eftermiddag med lidt strand og is oppe i byen. Jens forsøgte sig med noget snokling i nabobugten efter at have hentet våddragt og finner i snorkel-biksen, da vandet efter sigende skulle byde på megen flot liv - det var det desværre ikke. Det var mere koldt end flot, men han fik set en rokke "svæve" bort. Om aftenen, efter pigerne var lagt lagde vi os selv under stjernetæppet og sendte tankerne ud i himmelrummet. Det er nogle virkelig imponerende nattehimler vi har i øjeblikket, så Mælkevejen træder tydeligt frem og krydses konstant af små lysende pletter som må være satelitter, for ingen flyver krydser den breddegrad i høj højde - specielt..! Egentlig underligt at man ligger dér og kigger efter noget cirkulerende elektronik - dét så de gode gamle opdagelsesrejesende ikke dengang de fandt landet i deres søgen efter "det store kontinent". De må virkelig have haft nogle stjernehimler der lyste, og hvor må det have været vildt at navigere efter den og støde på et land der lå så langt fra alt andet! For slet ikke at tænke sig hvordan det må være at bevæge sig ind i det skovklædte land og støde på diverse varme kilder og vulkaner!

Efter tre overnatninger i Hahei, pakkede vi vores grej en overskyet morgen. Vi ville gerne til vestkysten på halvøen, og hvis vejret var fint og pigerne tilfredse, gerne ud mod spidsen af halvøen. Vi kørte derfor først til Coromandel, hvor vejret efterhånden endnu engang var blevet flot og gjorde holdt i en røgeri-butik hvor der var alt godt fra havet. Det fik vi hurtigt tjekket da vi kort efter spiste frokost og fik fem forskellige slags røgede fisk (bl.a. lak og tun - super lækkert) - den rene svir. Da Alberte tog sig en ordentlig lur, og Freja fik tændt hjemmebiografen på bagsædet, lykkedes det os at køre helt til Port Jackson, som ligger helt ude på nordspidsen. Turen er ret udfordrende for chaufføren, som heldigvis var Jens, og især de sidste 10 km var ekstremt flotte og meget meget spændende! Vi nåede campingpladsen i bragende solskin og fik placeret bilen, så vi havde perfekt kig ud på havet og stranden, der lå to meter væk. Stedet ligger nordvendt i en bugt, så stranden lå badet i sol og havet var givetvis fyldt med fisk, for der var godt gang i fiskestænger, joller, bajere og mandehørm - lige præcis sådan som kvinder forestiller sig mænd hygger sig bedst ;-) Eftermiddagen blev brugt ved stranden og i vandet, og vi fik både samlet flotte ting og brænde til aftenens bål. Der var nemlig en bålplads ved vores plads, så det skulle vi helt klart have gang i, og da det heldigvis er mørk relativt tidligt (otte-tiden) havde Freja også en chance for at være med. Det var super hyggeligt endelig at have levende ild (som vi jo er meget glade for!) og vi sad rigtig og hyggede med cookies og bålsang efter at Alberte var lagt til køjs.hun har meget til gode. Mens vi sad og hyggede og kiggede på stjernetæppet over os, så Freja lige pludseligt "sådant ét som gør, at man må ønske". Det var et meget stort øjeblik at se et stjerneskud og vi arbejder stadig på hvad hun skal ønske sig...Hun fik også øje på sit livs første satellitter - fantastisk med de børneøjne!

Vi tog én dag mere i Port Jackson, for vi havde forsyninger nok til at klare os, og der var bare alt for dejligt til at vi kunne tage af sted. Jens faldt i snak med nogle af fiskerfyrene, som viste sig at være nogle lokale drenge, der havde fuldstændig tjek på, hvordan fiskene skulle fanges, så med masser af gode råd, forærede kroge og madding gik han senere på eftermiddagen hen til flodudmundingen tæt på og forsøgte sig. Det så fedt ud at stå dér i fantastiske omgivelser og prøve at regne sit held ud. Men desværre - ingen fisk til aftensmad den dag, så det var godt at vi havde lækkert lammekød på køl. Formiddagen havde ellers været knap så flot vejrmæssigt, så da Freja havde nogle timers søvnunderskud pga. bålaften, hyggede hende og Jens sig et par timer med en tegnefilm, mens jeg gik en tur med Alberte - dels for at få hende til at sove, men også lige så meget for at se, hvad der var omkring det næste hjørne. Flere biler jeg mødte på min vej stoppede og skulle lige høre, hvorfor jeg gik rundt med en klapvogn på en grusvej in the middle of nowhere, men jeg nød turen i eget tempo og nåede da også den top jeg efterhånden udpegede som mit mål, for derfra ville jeg kunne tage Alberte i bæreselen og gå ad en meget flot sti på en bjergryg, men da jeg kiggede ind i klapvognen, var der helt slukket, så vi traskede tilbage til de andre som efterhånden var blevet færdige med deres film. Endnu en aften med bål og Mælkevejen lysende over os, så det var med nogle dejlige minder at vi dagen efter pakkede sammen og kørte mod Auckland.

Vi var glade for at være startet tidligt, for efterhånden som vi kørte blev støvregnen til rigtig regn og grusvejene skulle gerne passeres inden det hele blev alt for vådt - alt andet ville være dumdristigt, da konsekvensen af en glat vej ikke var noget vi havde lyst til. Vi gjorde holdt lidt udenfor Coromandel ved Waiau Waterworks - det var et ret sjovt sted. Der må stå et par Ole Opfindere bag for det var alle mulige forskellige vandskulpturer og -apparater, der var fremstillet af diverse hverdagsgenstande og meget af det var interaktivt. Der var også en ret sjov legeplads med diverse genstande til at gøre en meget rundtosset og nogle vandskydere som vi godt kunne bruge et par eksemplarer af derhjemme. Endnu engang tilsmilede vejrguderne os og vi kørte mod opklaring og tilbagelagde de sidste mange kilometer under blå himmel. Når man kører gennem landskabet er efterårsfarverne virkelig begyndt at tage til, og vinden er gerne kold, mens solen har en kæmpe magt.

Vi har nu valgt en meget praktisk overnatning i sydenden af Auckland, for i morgen ser vi noget af byen inden vi drager videre mod nord - naturen trækker mest og storby med stort havneområde får vi vist til fulde i Sydney.