esmarck

2. marts 2009 (Pakawau)

 

Her er en anbefaling til alle, som skulle have planer om at rejse til New Zealand - tag til Pakawau og brug et par dage på campingpladsen..og gerne med lige så fedt vejr, som vi har haft. Vi bor lige ned til stranden, som vel er 50m bred ved lavvande og et par meter ved højvande. Den består af det fineste sand, masser af konkylier, muslinger, søstjerner mm og næsten ingen mennesker - det er helt fantastisk! Stedet ligger østvendt i bugten og omkranset af lave grønne bjerge og med roligt vand, der har den fantastiske grønne farve. Verdenshjørnet fik vi helt på plads i morges, hvor bilen blev oplyst af et gyldent skær, da Jens trak gardinet fra ved solopgang (syv-tiden). Det var bare så dejligt at vågne op til sådan en solopgang og udenfor kunne vi mærke den varme morgen og høre vandets rolige bølger ramme kysten. Vi har brugt hele dagen på at bygge et stort sandslot, lege på legeplads, spille bold, spise is og læse New Zealandske sladderblade. Alberte fik taget sig nogle ordentlige lure og vi nød vist alle denne afslappede sommerdag.

 

Det var egentlig lidt af en tilfældighed, der fik os hertil, for vi vidste ikke helt hvad vi ville efter Marahau..om vi skulle drage øst eller vest - vi ville bare gerne et sted hen, hvor der var sol og sommer og helst ingen sandfluer, for de har plaget os en del. I silende regn forlod vi Marahau, og med en ret utilfreds Alberte på bagsædet besluttede vi at gøre et længere holdt i Motueka, så hun kunne få en ordentlig lur. Freja og jeg tog derfor på cafe i et par timer og sad og hyggede over en god frokost med en stak børnebøger og kage til dessert - ret hyggeligt med sådan en pigetur! Tre timer senere, og efter at have båret indkøbsposerne tilbage til bilen i den stadigt silende regn, vågnede Alberte og havde det meget bedre. Lidt affodring og så videre mod vest, for vejrudsigten så rimelig ud for dagen efter og rigtig dejlig derefter. Vejen til Takaka var fyldt med sving, og har da også de mest snørklede 25 km i New Zealand (vist nok 365 sving). Til gengæld bliver man belønnet med en helt fantastisk udsigt ud over Golden Bay..bare ikke lige den dag vi kørte, for dér holdt skyerne møde! Især mange af de gamle skyer var med - de var nemlig grå!

Vi overnattede på en campingplads i Takaka i storm og regn, men vågnede op i meget fint vejr og opdagede at efteråret er ved at melde sig, for bladene på campingpladsens træer var ved at blive gule. Hurtigt kom vi på græs til en gang boldspil, for tiden skulle lige gå mens Alberte som sin lille formiddagslur. Da hun vågnede og sad i klapvognen og fulgte boldspillet skraldgrinede hun hver gang vi enten missede at ramme bolden, fik den i hovedet eller andre former for kiks - så tydeligvis har hun samme humor som resten af familien! Hun også virkelig ved at være omkring sig og er blevet en rigtig orm, når man skal have hende til at ligge stille, langfingret når der er noget indenfor rækkevidde og kræver meget mere at være med end før. Fx er det ikke nok bare at ligge ved siden af os, når vi andre sidder ved bordet - nu skal hun op og kigge med, og helst på skødet..selvfølgelig!

Freja er sjovt nok helt vild med at spille bold og kan ret let lokke mindst én af os med til det. Bolden er uden tvivl det bedste legetøj at møde andre børn med, hvis de ikke lige snakker dansk. Når hun skal ud se om hun kan finde nogle at lege med tager hun den gerne med og de finder altid på en eller anden leg med den.

Takaka virkede nu som en rigtig hyggelig by, men vi tog ret hurtigt til Pupu Spings for solen skinnede og disse kilder med verdens klareste vand kommer kun til sin fulde ret i solskin. De var et imponerende syn. De undersøiske kilder forsyner en stor sø med det fineste vand (62 m sigt) og man kan fra bredden se planter og sandformationer meget meget tydeligt. Vejret var med os, så det var en meget smuk oplevelse - men nok sjovest for de voksne!

Bagefter tog vi over på et lakse-dambrug, Anatoki Salmon Farm, lige i nærheden. Her er konceptet, at man låner fiskegrej, og hvis man så får noget på krogen, betaler man for dét og mod lidt ekstra dollar kan man få det tilberedt (ex røget). Det er jo ikke sådan den helt rigtige måde at fange laks på, mentil gengæld et sted hvor sandsynligheden for at få bid er ret stor (ellers ingen business).og det er jo fint nok når man ikke er den store lystfisker, men derimod småbørns-forældre på rejse! Der gik da heller ikke længe før Jens fik en på krogen og lidt senere var jeg også heldig (Jens holdt pænt igen med at fiske, for vi kunne ikke spise mere end to). Det var ret sjovt og Freja var med til at hive dem i land med et stort net.

Vi fik et par af fileterne røget, én serveret råt som sushimi med soya og wasabi - meget meget lækkert og et orgie af fisk at spise sig igennem tre mand lige efter fangst, men det lykkedes! Til stor inspiration for os er dette sted ejet af et ældre hollandsk par som kom hertil for fire år siden, da de fulgte deres drøm om at tilbringe anden del af deres liv med at lave noget helt andet. De solgte hus, afviklede deres arbejde og børnene omkring tyve var flyvefærdige. En vild beslutning, men tanken om at forlade arbejdsmarkedet i tide til at udleve store drømme (ikke nødv. så radikalt) summer i baghovedet på os. Så hvem ved hvor Jens's 60 års fødselsdag bliver..!

Tilbage til nu'et, det var på denne lakse-farm at de foreslog camping her i Pakawau og det har vi ikke fortrudt. Da vi kom hertil sidst på dagen måtte vi straks ned på stranden og samle ting og lege inden der overhovedet kunne findes nogen form for ro til at gå i seng. Pigerne faldt tidligt i søvn, så vi fik begge en løbetur på stranden og sad bagefter under aftenhimmelen og spiste os mætte i nyrøget laks med hvidvin til mens prikkerne på himmelen blev tydeligere og tydeligere og antallet helt enormt stort. Det var en fantastisk aftenhimmel - mælkevejen var en rigtig mælkevej pga. nymånen. Så sådan har de sidste dage været - masser af sol og varme efter en dags regn. Da vi nyder den løse planlægning, og tager tingene lidt som de kommer, har vi også netop rykket vores flybillet ud af New Zealand en uge til d. 5. april, da vi hellere vil bruge tiden her end i Australien, som tilsyneladende har været ret plagede af skovbrænde i nogle af de områder vi havde tænkt at besøge.