esmarck

Så har vi efterhånden været i Bangkok i nogle dage og er så godt som over første jetlag. Pigerne har klaret det rigtig godt på hver deres måde. Alberte er meget træt når det bliver aften, for hun har svært ved at finde ro om dagen. Selv samme nysgerrighed gør at hun en stor del af sit døgn befinder sig under en stofble. I kan se på billedet hvordan hun lever sit 2'er liv på gulvet ved siden af sengen i voksi-posen på vores værelse.

 

Freja falder fint i søvn om aftenen, men de første nætter vågnede hun efter nogle timer, hvorefter hun lå nogle timer og ventede på at søvnen skulle indhente hende. Trods træthed kan de to piger på forunderlig vis altid finde fjollerierne frem og Freja kan altid få Alberte til at grine, når vi tror at NU er der ikke mere tilbage i det lille hoved. Derfor er der ikke så meget ballade, hvilket jo gør livet meget lettere som forældre. Så vi har det rigtig godt, er trætte men ved godt mod. Men som I nok kan fornemme har der heller ikke været så meget programmet. Dog har Freja og Jens hver dag vakt hotellets swimmingpool til live og bruger nogle timer dér, mens der tankes op med cola og frugt.

Vi bor ganske udmærket på et kinesisk hotel på 10. sal lige op og ned af motorvejen der skærer sig igennem byen som en højbane. At se den i brug er pudsigt, for dele af den var ved at blive bygget for 17 år siden, da jeg var her for første gang - 17 år, gisp..og det var så sandelig også en meget anderledes rejse! Nu står den nemlig på aircon, bagage på hjul, varmt vand i bruseren, spaghetti carbonara og transport rundt i lyserøde "prinsesse-taxier".

Freja nyder rejselivet..og Alberte følger vist bare med! Vi får derfor alle indtrykkene fortalt i størrelse fire år og de to små Meibom'er er som opmærkomheds-magneter. Thai'erne er smilende, nysgerrige og super venlige, så Freja går rundt og vinker til alle og forsøger sig med lidt engelske ord og Thai hilsner. I går fik hun og Jens også lov til at se nogle Thai-dansere øve sig et par timer til en aftenforestilling på hotellet..hun var helt opslugt af deres hånd-bevægelser og sværd der blev svunget liige foran næsen på hende og om aftenen da danserne kom i kostumerne var hun helt solgt - "hvor var de bare smukke"! Vi blev budt indenfor til festen, da de skulle optræde, så hun kunne se dem rigtigt.

 

I dag har Freja og jeg været kulturelle og set det store palads - en rigtig pigetur. Det var et hit med al udsmykningen og guldet og vi tog billeder af paladset og hinanden og Thai'erne af Freja - det skulle hun liiige vænne sig til! Det var en varm omgang, så vi var effektive og tog derefter hjem med mad-depoterne til Alberte.

 

Alt i alt har det været et godt stop på vejen. Vi har vænnet os til sommer (utroligt så hurtigt det sker) og også til tiden. Vi har ikke bevæget os meget udenfor hotellet. Mest pga Alberte som ikke kan finde ro i al larmen og varmen. At bo tæt sammen er lige noget for begge piger, så de er helt med på tre måneder i ét rum.

 

I morgen tager vi det sidste store ryk mod New Zealand's sydø. Så må vi håbe, at vi på den flyver får nogle andre sæder end sidst, hvor vi ellers som udgangspunkt var ret glade for at få en liftplads til Alberte. Desværre var flyveren så snedigt indrettet at denne liftplads var på væggen under storskærmen, der var tændt alle 10.5 timer med alt fra kinesisk bordtennisfilm til amerikansk krigsdrama! Naturligvis var dette en næsten uovervindelig fristelse i forhold til at lukke øjnene! Vi får se - nu ved vi lidt mere om hvordan det er at flyve med de to piger.